Blå bog:
Måløvgårdsvej 64,2750 Ballerup
Tlf. 44 65 24 21
E-mail: thorkild.krejberg@skolekom.dk
Uddannelse:
Jeg påbegyndte danskstudierne ved Københavns Universitet september 61. Der var dog
den særlige vanskelighed at man dengang af uransagelige årsager skulle have den store latinprøve, før man
kunne gå til nogen eksamen i danskfaget. Min motivation for at læse latin var lav, så det varede en evighed
før jeg fik overvundet denne forhindring. Derefter gik det som smurt, og da jeg gik til afsluttende eksamen
i faget (hovedfagseksamen) i 1969, havde jeg den fornøjelse at gense en lang række af de medstuderende
jeg i sin tid var startet sammen med. Jeg havde nemlig undgået specialesumpen ved at vælge et sprogligt
emne – ”Infortisvokalisme i sjællandske tekster fra det 15.århundrede, især med henblik på Lucidarius”
kom min specialeopgave til at hedde. I det hele taget blev jeg gennem studiet mere og mere interesseret i
sproglige emner, selv om jeg som de fleste andre på studiet var startet på grund af litterære interesser. Det
kom mig senere til gode i mit arbejdsliv som underviser af lærerstuderende.
I 1969 begyndte jeg så at studere kultursociologi. Det stoppede jeg dog efter et par år da faget endnu ikke
havde fået en bifagsordning, og det i øvrigt ikke længere var relevant i arbejdsmæssig henseende.
Intimsfæren:
Ligesom formentligt langt de fleste af jer andre har jeg gjort det som Kierkegaard lidt
ironisk kalder at realisere det almene, altså at blive gift og få børn. Jeg traf Birte Kramhøft i efteråret 66, og
vi blev gift i april 68. Familieforøgelse (sønner) fulgte i 71 og 73. Nu så lang tid efter Kierkegaard må man
vel sige at realisering af det almene også opfatter en rask lille skilsmisse – eller flere. Sådan er det i hvert
fald rundt i vores omgangskreds. Vi undskylder gerne vores manglende normalitet på dette område med
at vi har været for dovne. Forklaringen er dog nok snarere en anden. Moderne parforhold er blevet mere
og mere tømt for indhold. Først røg arbejdsfællesskabet. Dernæst i kraft af den stigende institutionalisering
fællesskabet om ansvaret for børnenes opdragelse. Og så var kun kærligheden tilbage, og den har trange
kår når den ikke er forbundet med nogen praksis. Jeg tror det har betydet meget for os, at vores ægteskab
har været et fællesskab om samfundsmæssig involvering. Egentligt et nyt arbejdsfællesskab. Og så har vi
stort set undgået alle konflikter om kønsroller. Dem tror ingen af os på. I øvrigt har jeg altid ment at kvinder
var til større glæde både for sig selv og andre, når de var andre steder end i køkkenet.
Jeg er også blevet bedstefar. To kvikke drenge fra 2005 og 2007.
Med til det private hører vel også at jeg for 16 år siden gik på en Minesota-kur og siden har været
totalafholdende.
Arbejdsliv:
På grund af den stigende mangel på akademisk arbejdskraft blev der sidst i 60erne
gennemført en ordning, så det var tilstrækkeligt at have hovedfagseksamen i et fag for at få fast arbejde
i undervisningssektoren. Det fik jeg glæde af i 69 hvor jeg straks fik arbejde i Skovlunde på Københavns
Dag- og Aftenseminarium (KDAS). Og der var jeg så til 2005. I løbet af få år blev det først og fremmest på
seminariets HF-kursus jeg lagde mit arbejde, suppleret med enkelte linjeholdsforløb i læreruddannelsen.
For mig var HF dengang et særdeles spændende forsøg på at give bedre muligheder for mønsterbrydere og
på at bryde med gymnasiets belastning af traditioner. Samtidig var læreruddannelsens fællesfag i dansk så
pseudoakademisk og i så ringe grad professionsrettet at det var til at skrige over. Tænk bare at det først var
efter 1990 lærerstuderende obligatorisk skulle stifte bekendtskab med, hvordan man arbejder med at lære
børn at læse! Efter 1990 hvor fagdidaktikken var blevet en del af faget dansk, gik jeg i stigende grad over til
at undervise lærerstuderende. Nu var der pludselig mening i det.
Hvis jeg skal rose mig af en særlig indsats i mit arbejdsliv, må det nok være at jeg spillede en central rolle,
da vi på KDAS gennemførte en organisatorisk reform af uddannelsen på vores aftenafdeling. Modellen blev
efterfølgende også brugt da vi begyndte at arbejde med IT-hold.
Medborgerskab:
Jeg har gennem næsten alle årene været politisk og samfundsmæssigt aktiv. Som
I vil huske, blev jeg socialdemokrat allerede i gymnasiet, og følgelig var jeg aktiv i den socialdemokratiske
studenterorganisation Frit Forum i mine første studieår. Jeg forlod Socialdemokratiet i december 67 og blev
VSer. Det holdt indtil 1983 hvor partiet begyndte at gå i opløsning. Så holdt jeg en pause indtil 1986 hvor
jeg blev medlem af SF. Og der har jeg så været siden.
Jeg sad i Ballerup Kommnunalbestyrelse valgt som VSer i perioden 1978-85. Jeg kan ikke sætte navn på
særlig mange ting jeg direkte fik gennemført ud over et solfangeranlæg på en idrætshal og en støtte til
Danner-centret for voldsramte kvinder, men indirekte tror jeg ikke jeg var uden indflydelse.
Mere direkte indflydelse har jeg nok haft i den bebyggelse jeg bor i. I 1970 købte vi et parcelhus i
Skovlunde, så min arbejdsplads på KDAS var inden for gåafstand. Men hvor fårene er, bør hyrden også
være, som der står i Biblen. Så i 1975 flyttede vi til den almene boligbebyggelse Måløv Park. Mine
valganalyser viste nemlig at nogle udsving i VS-stemmetallene kun kunne forklares ved denne nye
bebyggelse var kommet til. Her havnede jeg så i afdelingsbestyrelsen og sad der i 24 år, deraf de 14 som
formand og hele tiden med økonomien som mit ansvarsområde. Jeg havde to mål med mit arbejde:
- at flytte magten specielt over økonomien fra boligselskabsadministrationen til afdelingsbestyrelsen
- og at give beboerne større råderet over deres egen bolig
Begge mål er i rigt mål blevet indfriet, og jeg kan med tilfredshed konstatere at afdelingsbestyrelsen siden
min udtræden i 2002 har fastholdt kursen. Som en sidegevinst kan jeg også notere mig at afdelingen fra at
være økonomisk til rotterne har udviklet sig til en velkonsolideret afdeling – tilmed med en lavere husleje
end de fleste jævnaldrende bebyggelser.
Det skal lige nævnes at jeg har siddet i bestyrelsen for SF-Ballerup fra 1996 til 2010, de fleste af
årene som formand. Jeg vil ikke tage hele æren for at vi ved sidste valg øgede vores repræsentation i
kommunalbestyrelsen fra 2 til 4, men en flig af den tager jeg gerne. Det er i hvert fald fint at vi nu har sikret
kontinuiteten, når min kone og hendes jævnaldrende kollega ikke genopstiller næste gang.
At være en del af ældrebyrden:
Jeg gik på efterløn som 63-årig i 2005. Jeg ved egentlig ikke
hvorfor. Jeg var glad for mit arbejde og havde et godt samarbejde både med kolleger og studerende. Måske
betød det noget at Bertel Haarder vendte tilbage som undervisningsminister og bebudede reformer af
læreruddannelsen. Måske følte jeg bare trang til at høre solsorten og dufte syrener uden at tænke på at
nu skulle jeg snart til at læse en bunke opgaver, hvor både de ministerielle opgaveformuleringer og de
studerende besvarelser som helhed ville være mere velegnet som rottegift end som intellektuel føde. Men
jeg kunne glæde mig over at min tilbagetræden betød, at en yngre løstansat kollega som jeg selv havde
været ansvarlig for at ”opdrage”, fik en fast stilling.
Jeg har dog øjensynligt ikke helt kunnet undvære de unge mennesker. I hvert fald har jeg ladet mig
involvere i en lektiehjælp-ordning hvor først og fremmest unge mennesker med anden etnisk baggrund
møder op og får diskuteret deres problemer. Formelt er det kun en eftermiddag om ugen, men når fx Shida
ser bedende på mig med øjne så mørke som skovsøer efter solnedgang, bliver det hyppigt til flere seancer.
Det er i øvrigt en fornøjelse at støtte specielt disse ambitiøse mønsterbrydere. De er så stolte når de får 10
eller 12 for en af de opgaver, jeg har givet dem vejledning i.
Hverken som efterlønner eller pensionist har jeg brugt tid på golf eller andre idrætsaktiviteter. Men
jeg bruger meget tid på min nyttehave, og det er nok lige så sundt. I hvert fald betyder det ud over den
fysiske udfoldelse at jeg det meste af året kan forsyne vores husstand med grøntsager, der er betydeligt
mere velsmagende end dem diverse supermarkeder udbyder. Der er selvfølgelig en del nostalgi i
denne beskæftigelse. Men hvor det i mit barndomshjem var den økonomiske nødvendighed der satte
dagsordenen for havebruget, så er min beskæftigelse næppe nogen større overskudforretning. Men det
giver mentalt overskud at give de jordbær man ikke selv kan spise, til søde nabobørn og se deres øjne lyse
af glæde. Mine egne børnebørn bor desværre for langt væk til at de kan få daglig andel i udbyttet.
Hvis ikke Birte havde valgt at blive siddende i kommunalbestyrelsen endnu en periode, ville vi sikkert rejse
meget mere. Men en to-tre gange om året bliver det da sædvanligvis til. Om sommeren sædvanligvis på
skiftende destinationer i Frankrig. Men vi planlægger vores tredje rejse til Kina og har også ideer om gensyn
med de baltiske lande og Andalusien.
Thorkild Krejberg
Måløvgårdsvej 64,2750 Ballerup
Tlf. 44 65 24 21
E-mail: thorkild.krejberg@skolekom.dk
Uddannelse:
Jeg påbegyndte danskstudierne ved Københavns Universitet september 61. Der var dog
den særlige vanskelighed at man dengang af uransagelige årsager skulle have den store latinprøve, før man
kunne gå til nogen eksamen i danskfaget. Min motivation for at læse latin var lav, så det varede en evighed
før jeg fik overvundet denne forhindring. Derefter gik det som smurt, og da jeg gik til afsluttende eksamen
i faget (hovedfagseksamen) i 1969, havde jeg den fornøjelse at gense en lang række af de medstuderende
jeg i sin tid var startet sammen med. Jeg havde nemlig undgået specialesumpen ved at vælge et sprogligt
emne – ”Infortisvokalisme i sjællandske tekster fra det 15.århundrede, især med henblik på Lucidarius”
kom min specialeopgave til at hedde. I det hele taget blev jeg gennem studiet mere og mere interesseret i
sproglige emner, selv om jeg som de fleste andre på studiet var startet på grund af litterære interesser. Det
kom mig senere til gode i mit arbejdsliv som underviser af lærerstuderende.
I 1969 begyndte jeg så at studere kultursociologi. Det stoppede jeg dog efter et par år da faget endnu ikke
havde fået en bifagsordning, og det i øvrigt ikke længere var relevant i arbejdsmæssig henseende.
Intimsfæren:
Ligesom formentligt langt de fleste af jer andre har jeg gjort det som Kierkegaard lidt
ironisk kalder at realisere det almene, altså at blive gift og få børn. Jeg traf Birte Kramhøft i efteråret 66, og
vi blev gift i april 68. Familieforøgelse (sønner) fulgte i 71 og 73. Nu så lang tid efter Kierkegaard må man
vel sige at realisering af det almene også opfatter en rask lille skilsmisse – eller flere. Sådan er det i hvert
fald rundt i vores omgangskreds. Vi undskylder gerne vores manglende normalitet på dette område med
at vi har været for dovne. Forklaringen er dog nok snarere en anden. Moderne parforhold er blevet mere
og mere tømt for indhold. Først røg arbejdsfællesskabet. Dernæst i kraft af den stigende institutionalisering
fællesskabet om ansvaret for børnenes opdragelse. Og så var kun kærligheden tilbage, og den har trange
kår når den ikke er forbundet med nogen praksis. Jeg tror det har betydet meget for os, at vores ægteskab
har været et fællesskab om samfundsmæssig involvering. Egentligt et nyt arbejdsfællesskab. Og så har vi
stort set undgået alle konflikter om kønsroller. Dem tror ingen af os på. I øvrigt har jeg altid ment at kvinder
var til større glæde både for sig selv og andre, når de var andre steder end i køkkenet.
Jeg er også blevet bedstefar. To kvikke drenge fra 2005 og 2007.
Med til det private hører vel også at jeg for 16 år siden gik på en Minesota-kur og siden har været
totalafholdende.
Arbejdsliv:
På grund af den stigende mangel på akademisk arbejdskraft blev der sidst i 60erne
gennemført en ordning, så det var tilstrækkeligt at have hovedfagseksamen i et fag for at få fast arbejde
i undervisningssektoren. Det fik jeg glæde af i 69 hvor jeg straks fik arbejde i Skovlunde på Københavns
Dag- og Aftenseminarium (KDAS). Og der var jeg så til 2005. I løbet af få år blev det først og fremmest på
seminariets HF-kursus jeg lagde mit arbejde, suppleret med enkelte linjeholdsforløb i læreruddannelsen.
For mig var HF dengang et særdeles spændende forsøg på at give bedre muligheder for mønsterbrydere og
på at bryde med gymnasiets belastning af traditioner. Samtidig var læreruddannelsens fællesfag i dansk så
pseudoakademisk og i så ringe grad professionsrettet at det var til at skrige over. Tænk bare at det først var
efter 1990 lærerstuderende obligatorisk skulle stifte bekendtskab med, hvordan man arbejder med at lære
børn at læse! Efter 1990 hvor fagdidaktikken var blevet en del af faget dansk, gik jeg i stigende grad over til
at undervise lærerstuderende. Nu var der pludselig mening i det.
Hvis jeg skal rose mig af en særlig indsats i mit arbejdsliv, må det nok være at jeg spillede en central rolle,
da vi på KDAS gennemførte en organisatorisk reform af uddannelsen på vores aftenafdeling. Modellen blev
efterfølgende også brugt da vi begyndte at arbejde med IT-hold.
Medborgerskab:
Jeg har gennem næsten alle årene været politisk og samfundsmæssigt aktiv. Som
I vil huske, blev jeg socialdemokrat allerede i gymnasiet, og følgelig var jeg aktiv i den socialdemokratiske
studenterorganisation Frit Forum i mine første studieår. Jeg forlod Socialdemokratiet i december 67 og blev
VSer. Det holdt indtil 1983 hvor partiet begyndte at gå i opløsning. Så holdt jeg en pause indtil 1986 hvor
jeg blev medlem af SF. Og der har jeg så været siden.
Jeg sad i Ballerup Kommnunalbestyrelse valgt som VSer i perioden 1978-85. Jeg kan ikke sætte navn på
særlig mange ting jeg direkte fik gennemført ud over et solfangeranlæg på en idrætshal og en støtte til
Danner-centret for voldsramte kvinder, men indirekte tror jeg ikke jeg var uden indflydelse.
Mere direkte indflydelse har jeg nok haft i den bebyggelse jeg bor i. I 1970 købte vi et parcelhus i
Skovlunde, så min arbejdsplads på KDAS var inden for gåafstand. Men hvor fårene er, bør hyrden også
være, som der står i Biblen. Så i 1975 flyttede vi til den almene boligbebyggelse Måløv Park. Mine
valganalyser viste nemlig at nogle udsving i VS-stemmetallene kun kunne forklares ved denne nye
bebyggelse var kommet til. Her havnede jeg så i afdelingsbestyrelsen og sad der i 24 år, deraf de 14 som
formand og hele tiden med økonomien som mit ansvarsområde. Jeg havde to mål med mit arbejde:
- at flytte magten specielt over økonomien fra boligselskabsadministrationen til afdelingsbestyrelsen
- og at give beboerne større råderet over deres egen bolig
Begge mål er i rigt mål blevet indfriet, og jeg kan med tilfredshed konstatere at afdelingsbestyrelsen siden
min udtræden i 2002 har fastholdt kursen. Som en sidegevinst kan jeg også notere mig at afdelingen fra at
være økonomisk til rotterne har udviklet sig til en velkonsolideret afdeling – tilmed med en lavere husleje
end de fleste jævnaldrende bebyggelser.
Det skal lige nævnes at jeg har siddet i bestyrelsen for SF-Ballerup fra 1996 til 2010, de fleste af
årene som formand. Jeg vil ikke tage hele æren for at vi ved sidste valg øgede vores repræsentation i
kommunalbestyrelsen fra 2 til 4, men en flig af den tager jeg gerne. Det er i hvert fald fint at vi nu har sikret
kontinuiteten, når min kone og hendes jævnaldrende kollega ikke genopstiller næste gang.
At være en del af ældrebyrden:
Jeg gik på efterløn som 63-årig i 2005. Jeg ved egentlig ikke
hvorfor. Jeg var glad for mit arbejde og havde et godt samarbejde både med kolleger og studerende. Måske
betød det noget at Bertel Haarder vendte tilbage som undervisningsminister og bebudede reformer af
læreruddannelsen. Måske følte jeg bare trang til at høre solsorten og dufte syrener uden at tænke på at
nu skulle jeg snart til at læse en bunke opgaver, hvor både de ministerielle opgaveformuleringer og de
studerende besvarelser som helhed ville være mere velegnet som rottegift end som intellektuel føde. Men
jeg kunne glæde mig over at min tilbagetræden betød, at en yngre løstansat kollega som jeg selv havde
været ansvarlig for at ”opdrage”, fik en fast stilling.
Jeg har dog øjensynligt ikke helt kunnet undvære de unge mennesker. I hvert fald har jeg ladet mig
involvere i en lektiehjælp-ordning hvor først og fremmest unge mennesker med anden etnisk baggrund
møder op og får diskuteret deres problemer. Formelt er det kun en eftermiddag om ugen, men når fx Shida
ser bedende på mig med øjne så mørke som skovsøer efter solnedgang, bliver det hyppigt til flere seancer.
Det er i øvrigt en fornøjelse at støtte specielt disse ambitiøse mønsterbrydere. De er så stolte når de får 10
eller 12 for en af de opgaver, jeg har givet dem vejledning i.
Hverken som efterlønner eller pensionist har jeg brugt tid på golf eller andre idrætsaktiviteter. Men
jeg bruger meget tid på min nyttehave, og det er nok lige så sundt. I hvert fald betyder det ud over den
fysiske udfoldelse at jeg det meste af året kan forsyne vores husstand med grøntsager, der er betydeligt
mere velsmagende end dem diverse supermarkeder udbyder. Der er selvfølgelig en del nostalgi i
denne beskæftigelse. Men hvor det i mit barndomshjem var den økonomiske nødvendighed der satte
dagsordenen for havebruget, så er min beskæftigelse næppe nogen større overskudforretning. Men det
giver mentalt overskud at give de jordbær man ikke selv kan spise, til søde nabobørn og se deres øjne lyse
af glæde. Mine egne børnebørn bor desværre for langt væk til at de kan få daglig andel i udbyttet.
Hvis ikke Birte havde valgt at blive siddende i kommunalbestyrelsen endnu en periode, ville vi sikkert rejse
meget mere. Men en to-tre gange om året bliver det da sædvanligvis til. Om sommeren sædvanligvis på
skiftende destinationer i Frankrig. Men vi planlægger vores tredje rejse til Kina og har også ideer om gensyn
med de baltiske lande og Andalusien.
Thorkild Krejberg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar